Klubbens vedtægter

§1

Klubbens navn er Thise Rideklub.

Klubbens forkortelse er THRI.

Klubbens hjemsted er Skive Kommune.

Klubbens adresse er Sundsørevej 109, 7870 Roslev.

Klubbens stiftelsesdato er d. 2. maj 1992

§2

Klubbens formål er at fremme interessen for ridesporten og at samle medlemmerne til udøvelse af denne idræt samt at oplære navnlig ungdommen i alt vedrørende hestens brug og pleje.

§3

Rideklubben er medlem af Dansk Ride Forbund under Danmarks Idræts-Forbund, hvorfor klubben og hvert enkelt medlem er forpligtet til at rette sig efter de to nævnte forbunds, reglement og bestemmelser, herunder de af de pågældende forbund fastsatte voldgiftbestemmelser.

§4

I Thise Rideklub kan optages senior- og junior-medlemmer. Unge mennesker kan kun optages som junior-medlemmer til og med det år, de fylder 18 år. De er ikke valgbare til bestyrelsen men har først stemmeret fra det tidspunkt, de er fyldt 16 år, se dog §8. Passive medlemmer kan optages i Thise Rideklub uden ret til at deltage i ridesportslige aktiviteter. Medlemskabet er gældende fra den dato skriftlig anmodning herom modtages af bestyrelsen. Optagelsen af umyndige kræver samtykke fra forældre/værge. Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst 1 måneds varsel til. 1. januar eller 1. juli.

§5

Medlemmer af Thise Rideklub og dens bestyrelse hæfter ikke for klubbens gæld eller andre forpligtelser.

§6, A

Bestyrelsen kan meddele karantæne af nærmere fastsat omfang, dog max. 2 måneder, til et medlem, der gør sig skyldig i usportslig optræden, eller på anden måde opfører sig til skade for Thise Rideklub. For at denne beslutning skal være gyldig kræves, at mere end halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for karantænen. Medlemmet skal have adgang til at udtale sig over for bestyrelsen, inden afstemning finder sted. Denne afgørelse kan indbringes for distriktets forretningsudvalg inden 8 dage. Forretningsudvalgets afgørelse er inappellabel. Et evt. forretningsudvalgsmedlem fra den pågældende klub er inhabil.

§6, B

I særlige tilfælde kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at et medlem udelukkes fra Thise Rideklub i et nærmere angivet tidsrum over 2 måneder. På generalforsamling afgøres sagen ved skriftlig afstemning, og for vedtagelse kræves et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer (blanke stemmer tæller som afgivne). Medlemmet har krav på at være til stede og forsvare sig. Generalforsamlingens bestemmelse om udelukkelse kan af medlemmet indbringes for Dansk Ride Forbunds Disciplinærudvalg inden 4 uger.

§6, C

I det af §6, B omhandlende tilfælde kan generalforsamlingen ligeledes ved skriftlig afstemning, og med et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer, afgøre, at sagen via hovedbestyrelsen indbringes for Dansk Ride Forbunds Disciplinærudvalg til afgørelse af, om der tillige skal ske udelukkelse fra andre rideklubber eller evt. indstilles til Danmarks Idræts-Forbund (eksklusion).

§7

Medlemskontingent for næstfølgende år fastsættes af bestyrelsen for et år ad gangen og forelægges den ordinære generalforsamling til endelige godkendelse. For aktive medlemmer opkræves medlemskontingent halvårligt forud og er forfalden til betaling den 1. januar og 1. juli For passive medlemmer opkræves, medlemskontingent forud en gang årligt og er forfaldent til betaling den 1. januar. Er kontingent ikke betalt senest 3 måneder efter forfaldsdato, kan medlemmets rettigheder ophøre, og vedkommende kan kun genoptages på ny mod betaling af restance samt kontingentpåløb, indtil lovlig udmeldelse har fundet sted. Forfaldent kontingent skal betales uanet ophør af medlemsrettigheder. Bestyrelsen kan slette et medlem, der ikke har betalt kontingent rettidigt, og som heller ikke har betalt senest 14 dage efter at have modtaget påkrav herom. Bestyrelsen er bemyndiget til at ændre på alle øvrige kontingentsatser, men med ansvar overfor generalforsamlingen.

§8

Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, der skal være fyldt 18 år. Generalforsamlingen kan beslutte at vælge yderlige antal medlemmer til bestyrelsen, som får samme rettigheder, som de andre medlemmer af bestyrelsen. På generalforsamlingen vælges bestyrelsesmedlemmerne for 2 år af gangen og bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Der vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen. Der afgår hvert år henholdsvis 2 og 3 bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted.

§9

Bestyrelsesmøder afholdes mindst 6 gange årligt, men i øvrigt efter behov eller på forlangende af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen indkaldes skriftligt med min. flg. dagsorden: 1. Godkendelse af referat 2. Meddelelser fra formanden 3. Økonomisk rapport ved Kassereren 4. Rapport fra udvalgene 5. Evt. Alle bestyrelsesbeslutninger tages ved simpelt flertal, se dog §6, A. Står stemmerne lige, er det formandens stemme der er afgørende og i dennes forfald næstformandens. For at gyldig bestyrelsesbeslutning kan vedtages, må mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer være til stede og deltage i afstemning. Næstformanden træder under formandens forfald i dennes sted. Sekretæren fører protokol over forhandlingerne på bestyrelsesmøderne, og et beslutningsreferat underskrives på førstkommende bestyrelsesmøde.

§10

Bestyrelsen disponerer over klubbens midler og varetager dennes tarv på bedste måde. Prokura kan meddeles to i foreningen, f.eks. formand/-næstformand – kasserer, der er bemyndiget til at underskrive de dokumenter om køb, salg, og anden afhændelse samt pantsætning, som er følge af generalforsamlingsbeslutninger, der er truffet herom i medfør af vedtægternes.

§11

Der kan ikke meddeles eneprokura. §11 Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed og indkaldes af bestyrelsen. Den ordinære generalforsamling afholdes i februar måned. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest den 31. december. Tiden og stedet for generalforsamlingen, skal tillige med dagsordenen og de af bestyrelsen fremsatte forslag samt indkomne forslag, skriftligt meddeles klubbens medlemmer med mindst 14 dages varsel pr. mail. Der tilkommer hvert medlem én stemme. Aktive medlemmer under 16 år kan kun afgive stemme, hvis de er repræsenteret ved en forælder eller værge. For at afgive stemme på generalforsamlingen kræves personlig tilstedeværelse. Man skal have betalt kontingent og været medlem i mindst 3 måneder. Forælder/værge for børn under 16 år, der har betalt kontingent og været medlem i mindst 3 måneder, kan afgive 1 stemme pr. barn uden barnets tilstedeværelse.

Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Valg af stemmetællere

3. Bestyrelsens beretning

4. Godkendelse af det reviderede regnskab

5. Fastsættelse af kontingent

6. Behandling af indkomne forslag

7. Valg til bestyrelsen

8. Valg af suppleanter

9. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant

10. Eventuelt

Generalforsamlingen træffer bestemmelser om køb, salg og anden afhændelse og pantsætning af klubbens faste ejendom, overgang til selvejende institution m.m. På generalforsamlingen vælges personer ved almindeligt flertal. Øvrige beslutninger ved simpelt flertal, se dog §12 og §15. Afstemninger foregår ved håndsoprækning med mindre bestyrelsen eller mindst 2 medlemmer kræver skriftlig afstemning, se dog §6,B og §6,C. Står stemmerne lige, er forslaget forkastet. Der kan ikke stemmes med fuldmagt.

§12

Til forandring af vedtægterne kræves en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer. Enhver ændring af lovene skal indberettes til DRF til godkendelse.

§13

Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december. Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse efter revision af de 2 på den ordinære generalforsamling valgte revisorer. Det reviderede regnskab skal være tilgængeligt for medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse og kan rekvireres af klubbens medlemmer tillige med forslag til budget for det kommende år.

§14

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne anser det for nødvendigt, eller når mindst 20% af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden. Der regnes med det seneste opgivne medlemstal til DRF ved beregning. Ekstraordinær generalforsamling begæret af medlemmer skal finde sted senest 3 uger efter begæringens modtagelse. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt og pr. mail med mindst 8 dages varsel.

§15

Klubbens opløsning kan kun finde sted, når beslutning herom vedtages på to efter hinanden med mindst 14 dages mellemrum afholdte generalforsamlinger. Ved den første af disse generalforsamlinger skal beslutningen om opløsning vedtages med mindst 3/4 af de afgivne stemmer. Ved den anden generalforsamling kan opløsning vedtages ved et simpelt flertal. Inventar, løsøre og andet sælges til højestbydende, og sammen med foreningens pengemidler doneres disse til ungdomsidrætten i Thise, efter den afgående bestyrelses beslutning.

§16

Vedtægterne træder i kraft pr. 24.februar 2017 og afløser vedtægterne fra d. 20. maj 2016, som vedtaget på generalforsamlingen d. 23. februar 2017.

 

Del siden